Jeg fortæller en person om en drøm jeg har haft, jeg ved ikke hvem, men jeg tror en mand. Jeg har ikke haft dennne drøm, så jeg tror jeg bliver nødt til at finde på den, men i stedet begynder den at ske, hurtigere end jeg kan fortælle.
Jeg er på en flod, på dette tidspunlt finder jeg stadig på og siger: jeg flyder mod strømmen. Idet jeg opdager at jeg flyder langsomt men utvivlsomt med strømmen, siger jeg , nej jeg flyder med strømmen, det var fordi det gik så langsomt at jeg ikke kunne se det (jeg tror jeg skal overbevise personen om at det er en virkelig drøm og ikke bare noget jeg finder på. I det jeg har sagt det begynder det at gå hurtigt, hele tiden fortæller min egen fortællerstemme hvad som sker efter det er sket. Jeg bevæger mig hurtigt ned af floden. Der er vist grantræer tæt langs kanten, det er en smuk klar dag, og floden tar mange bløde knæk, så man kan ikke se hvor man er på vej hen. Efter kort tid kan jeg se jeg kommer til noget og siger hvad jeg kommer til, (først siger jeg forkert), det viser sig at være en sø- Jeg stopper foran kanten og opdager det er en form for forlystelsessted. Jeg ser en orange shæferhund styrte ud i søen ca. fra der jeg står, og derefter ser jeg en ligeledes orange, men dobbelt så stor plastic-shæferhund styrte ud i søen foran den, ser den også bagfra.
Derefter ser jeg først 3, men retter det til 4, færger, først siger jeg store men retter det til små, de ligner lidt legetøjsfærger, alle forskellige slags. Jeg tænker at der næsten ikke er plads til dem, i den lille sø. Så opdager jeg at der er en form for høj oval teaterlignedne publikumskonstruktion rundt om søen, også orange, eller orangebrun, spækket med publikummer. Jeg opdager en mand jeg har set før, han har en bredstribet, blå og grøn trøje, stå i en af de nærmeste nicher til højre. Så opdager jeg at den samme mand står reproduceret hele vejen rundt i nærmest hver niche. Så ser jeg at der er en masse mennesker med postkasserøde bluser, og opdager at de ligeledes er reproduceret hele vejen rundt. Så opdager jeg mig selv , stå i en af de nærmere nicher til venstre. Og ser hurtigt at jeg ligeledes er reproduceret en masse gange i de andre nicher. Jeg kigger tilbage på den nærmeste, og idet jeg råber mit navn til hende, ved jeg at hun vil råbe mit navn tilbage og de andre vil gentage en af gangen som et ekko. Hun ser ligeså skræmt ud som jeg føler mig. Jeg råber mit navn til hende, men istedet for at råbe det tilbage, råber hun tilbage: Eos!, og istedet for en masse ekko fra de andre jeger, kommer der en, et par sekunder forskudt, vrængende klump af et skrig, næsten på en gang.
Jeg beretter herefter med fortællerstemmen, at hun ikke råber mit navn fordi det ikke er mig som ser det. Herefter slutter drømmen.
(Jeg ved at jeg mener at hun råber Eos som en reference til kameraet Eos, et kamera jeg i virkeligheden nogen gange fotograferer med)